Nomad

Stolen består af to dele, et sæde og en ryg, som stikkes ind i hinanden og dermed danner en stabil konstruktion. Når stolen ikke er i brug, kan den ophænges i et beslag på væggen. Under transport er stolen også helt flad. Jeg synes at det er spændende, at de to krumme skaller kan samles så enkelt og danne en så dynamisk og interessant rumlig figur.
Idéen til formen opstod mens jeg klippede i papir. Jeg opdagede, at jeg kunne danne en ”lås” i samlingen mellem sæde og ryg ved at krumme rygplanet i hver sin retning ud fra midterslidsen. Krumningen blev således både komfortmæssigt og konstruktivt begrundet. Sædeplanet fik en tilsvarende krumning af de samme årsager. 
Materialet er formspændt ahorn. De stærke krumninger gør konstruktionen stiv, hvorfor stolens to skaller er ekstremt tynde og lette.