V-ben
Dette er et system af møbelben. Der er altså ikke tale om et specifikt møbeldesign, men om et system af ben som i to forskellige tykkelser og forskellig længde kan anvendes i taburetter, bænke og borde af en hvilken som helst form: runde, rektangulære eller kvadratiske. Monteringen er meget enkel, så møblerne kan sendes usamlede. De kileformede ben spændes ind i pladens udskæringer ved hjælp af bordskruer, skiver og møtrikker fra indersiden. Udtrykket har et stærkt grafisk udtryk, som lægger op til kontrasterende træsorter/farver, men man kan naturligvis også vælge en mere diskret sammensætning. Bordpladerne/sæderne kan være af krydsfiner, massivt træ eller honeycomb-plader med finer eller linoleum - eller blot malede. Konstruktionen med kilen, som spændes ind i kanten af pladen, er overraskende stærk.